Vidste I det her om Google Translate?
På sådan en Hieronymusdag som i dag må det være på sin plads at fortælle jer et par sandheder om Google Translate. Jeg ser nemlig flere og flere opfordre til fx at bruge Google Translate og så lige få én til at læse det igennem efterfølgende…
Ved I godt, at Google Translate sætter al jeres tekst til frit skue? Når I har puttet jeres tekst i munden på Google Translate, så er den ude i den store internetmave til evig tid. Tænker I stadig, det er en god idé at putte tekst med fx fortrolige oplysninger i den mund?
En anden ting er, at det kan være direkte skadeligt for jeres SEO at bruge Google Translate. Google straffer simpelthen brug af automatiseret indhold og giver jer en dårligere placering i Google.
Google vil faktisk gerne have sproglig kvalitet og kan ”mærke”, når en tekst mangler den menneskelige gennemgang. Så ryger alle de sproglige nuancer, der netop får jer til at skille jer ud fra jeres konkurrenter.
Jeg tror stadig på den menneskelige oversætter, men jeg sidder jo også og river mig i håret hver dag og ved, hvor svært det er at oversætte. Jeg ser bestemt også fordele i Google Translate, men det kræver det helt store kørekort at bruge det, og det må ALDRIG stå alene!
Hvad er din holdning?