Dagens dansk-tyske kulturforskel handler om barnevogne og om, at kulturel indsigt er guld værd, når man skal vurdere, om ens produkt kan sælges på det tyske marked
Da jeg for 3 år siden fødte mit første barn i Tyskland, valgte jeg at købe en dansk barnevogn af mærket ”Stork”, fordi mine kulturelle bånd tilbage til Danmark var så stærke, at jeg da selvfølgelig skulle have en kampvogn af en barnevogn ligesom alle de andre hjemme i Danmark. Mine tyske veninder havde bestemt ikke købt nogen kampvogne, men derimod små smarte barnevogne, der nærmest ikke fyldte noget og med hjul, der kunne dreje i alle retninger. Faktisk sådan nogle barnevogne, som også bliver mere og mere populære i Danmark i byerne, hvor de er mere praktiske end kampvognsudgaven.
Min oplevelse af tyskernes brug af barnevogne er generelt, at de IKKE er til store barnevogne, for mange tyske børn sover ikke udenfor til de er tre, hvilket mange danske børn gør. Det var IKKE normalt, at vi lod vores barn stå og sove udenfor i kampvognen, for det er bare ikke en del af den tyske kultur. Det er i øvrigt ret dansk at lade sin baby sove udenfor, for der findes efter sigende ikke mange steder ude i den store verden, hvor babyerne sover udenfor.
Lad mig komme med et eksempel fra den virkelige verden, og nu blotter jeg mig lige. Da jeg første gang skulle til efterfødselsgymnastik i Tyskland med min nybagte baby, tog jeg hende selvfølgelig med i min nyindkøbte barnevogn, som jeg var vældig tilfreds med, om end det så fuldstændig åndssvagt ud, når jeg tog den lille mikroskopiske baby op af min kæmpe kampvogn. Jeg så i den grad også åndssvag ud, da jeg kom frem til det sted, hvor jeg skulle ind og få styr på kroppen efter min fødsel, for nej, indgangen til jordemoderhuset var bestemt ikke kampvognsvenlig.
Jeg svedte ret meget i forvejen og var ret så nervøs, fordi det var én af de første gange, jeg skulle af sted med min lille datter alene, og den smalle indgang ind til jordemoderhuset gjorde ikke nervøsiteten mindre. Jeg kunne på afstand se, hvordan de tyske kvinder nærmest fløj op ad den lille rampe ved indgangen med deres petit barnevogne. Og så blev det min tur. Min kampvogn kunne hverken komme helt eller halvt op ad rampen. Den var simpelthen for stor, fordi rampen jo var tilpasset den tyske kultur og ikke den danske kultur. Kan I se det for jer – rimelig presset, nybagt mor, der kæmper med en kampvogn af en barnevogn op ad en ALT for lille rampe. Jeg følte, at der stod dansker i panden på mig med stort! Heldigvis havde vi overskud til at grine af det, og nogle af de andre piger fik mig hjulpet ind, selvom jeg sagde, at den nok hellere skulle blive udenfor. Da vi kom indenfor fyldte kampvognen nemlig ganske rigtigt stort hele gangen, og jeg kan stadig mærke pinligheden i min krop, da jeg stod der og kiggede på rækken med barnevogne, hvor min bare skældte sig så meget ud. Jeg fortryder sådan, at jeg ikke fik taget et billede af rækken med barnevogne, for man ville uden tvivl kunne have leget ”gæt en dansker”. De efterfølgende gange tog jeg i øvrigt min datter med i en vikle i stedet – vel nok den diametrale modsætning til en kampvogn.
Okay, men hvor vil jeg så hen med min kampvognshistorie her. Jo, jeg vil selvfølgelig understrege vigtigheden af at have den kulturelle indsigt, når man skal vurdere, om ens produkt kan sælges på det tyske marked. Jeg vil gerne slå et slag for, hvor vigtigt det er at have boet i landet, mærket kulturen, oplevet kulturen, lært tyskerne at kende, lært deres normer at kende. Jeg tror IKKE, at Stork-barnevognen har nogen lys fremtid på det tyske marked, og for at komme frem til det behøves man selvfølgelig ikke at sætte sig i min pinlige situation (nu har jeg lavet feltarbejdet for jer).
Jeg bruger rigtig meget min viden om den tyske kultur, når jeg arbejder med eksport til og fra Tyskland og Danmark. Det har simpelthen givet mig en fantastisk intuition at have boet så mange år i Tyskland, som sparer mig for mange spildte markedsanalyser, hvis min intuition og min kulturelle indsigt siger mig, at produktet er dødsdømt på forhånd. Og dermed ikke sagt, at man ikke skal lave markedsanalyser, men husk den sproglige og den kulturelle indsigt, hvis jeres tyske eksporteventyr skal blive et succesfuldt ét af slagsen. Og overvej i øvrigt størrelsen på jeres barnevogn, hvis I planlægger at få børn i Tyskland 🙂
PS. På trods af mine udfordringer med min barnevogns størrelse, kan jeg 100 % anbefale Stork-barnevognen! Det er fantastisk kvalitet, og min datter sover stadig udenfor i den. Billedet er i øvrigt et gammelt billede fra Flensborg Fjord, hvor jeg hver dag gik tur med barnevognen – og der var der altså masser af plads til danske kampvogne 🙂