GØR TIDEN PÅ HJEMMEKONTORET MAGISK OG EFFEKTIV!
Jeg har efterhånden en del års erfaring med at arbejde hjemmefra. Det kræver en god portion selvdisciplin og rigtig gode vaner at lykkes på et hjemmekontor. Lige nu er mange tvunget til at arbejde hjemmefra og nævner, at de hurtigt mister motivationen. Når motivationen ryger hos mig, så tænker jeg altid afveksling og bevægelse ind og vupti, så kører det igen.
Jeg elsker mit hjemmekontor og ville ikke undvære det for noget, så nu får I lige mine bedste råd til at skabe et godt arbejdsmiljø for sig selv på hjemmekontoret. Det handler om at udnytte alle de fordele, man pludselig har ved at kunne strukturere sin dag mere selv.
1) Undgå nattøjsfælden: Stå op og gør dig klar med det samme. Gå/cykl/løb evt. en tur, inden du sætter dig og starter arbejdsdagen.
2) Fyld kun kaffekoppen/vandglasset halvt op. Så skal du gå frem og tilbage flere gange.
3) Indret dit hjemmekontor langt fra toilettet og helst på en førstesal, så du både skal tilbagelægge trapper og helst mere end to skridt for bare at kunne tisse 🙂
4) Udnyt, at du selv kan strukturere din dag mere og tage pauser i dit eget tempo. Jeg arbejder ofte i kortere intervaller á 25 minutter og tager så fem minutters pause.
5) Brug 5-minutters pauserne pragmatisk: tøm skraldespanden, gå en tur rundt om huset, lav en kop kaffe, vand dine planter, sig godmorgen til naboen.
6) Gør evt. også brug af 10-minutters pauser, hvor du går ned for enden af din vej. Jeg bruger det tit, hvis en sætning driller, for jeg er dårligt kommet ud på vejen, før sætningen løser sig selv, fordi jeg lige får det på afstand (og ja, det kan jeg gøre mange gange på en dag – naboerne har vist vænnet sig til det 😉 )
7) Brug hæve-sænke-bord, hvis du har et, og ellers brug vindueskarmen til at stå lidt op også med computeren.
8) Lav korte yoga-øvelser, som vækker kroppen. Nyd, at du bare kan gøre det uden at skulle forstyrre kollegaen med din prusten 🙂
9) Husk din middagspause, som med fordel kan vare en hel time. Nus lidt mere om din frokost, fordi du nu faktisk har mulighed for at stå at snitte lidt ekstra grøntsager. Du kan også nå at grave lidt have, sætte frø til forspiring, se et afsnit af din yndlingsserie eller cykle en tur, inden du går i gang igen.
10) Hold fyraften! Jeg kan anbefale at have et lukket kontor, hvor man helt fysisk kan lukke døren og ikke lige får lyst til at smutte ind og arbejde videre, når man har givet sig selv fri.
NB. Dette virker for mig og er selvfølgelig ikke sikkert, det virker for dig!
Jeg ville ikke undvære det
Jeg elsker mit hjemmekontor og forsøger virkelig at udnytte alle de magiske ting, der er ved, at jeg kan planlægge min dag mere i mit eget tempo. Samtidig forsøger jeg også at udnytte, at jeg netop er hjemme og godt lige kan smutte ud i haven i en pause uden at blive hængende. For vi skal jo arbejde og ikke falde i de fælder, der gør, at vi pludselig står og ordner køkken i stedet for at arbejde.
Jeg ville ikke undvære mit hjemmekontor for noget i verden, for mit stressniveau er faldet 100 %, siden jeg tog beslutningen om at blive selvstændig og arbejde hjemmefra. Jeg elsker, at jeg bare lige kan tage cyklen og køre ned til vandet, hvis en opgave driller. Når det passer mig, for der er ingen, jeg skal følge. Ikke hele tiden i hvert fald 🙂 Jeg bor tilmed langt ude på landet, hvor det bestemt ikke vrimler med folk, men jeg har masser af kontakt med mennesker over mail, telefon eller Skype hver dag og får derfor også en masse social stimuli.
Jamen Stinna, arbejder du overhovedet nok mellem alle de naturpauser, kaffepauser osv.? Ja, det kan I tro. Da jeg begyndte at tage flere pauser, arbejde i kortere intervaller og inkorporere bevægelse, så opdagede jeg, at jeg når meget mere, end da jeg sad på en arbejdsplads og hang ved skrivebordet fra 8-16 kun afbrudt af middagspausen.
Danmark åbner langsomt op igen
Lige om lidt sender mange af jer jeres små børn i vuggestue, børnehave og skole, og så kunne I jo forsøge at få lavet en bedre hjemmekontorsrytme, hvor I kan lade jer inspirere af nogle af de ting, der virker for mig. Forsøg at nyde roen og mulighederne ved pludselig at sidde alene og skulle styre det hele lidt mere selv. Det kan blive en ret så magisk tid – og hvem ved, måske bliver I siddende på den anden side af Corona.
Hvad er jeres bedste tips til at lykkes på et hjemmekontor?